02-08-2022

To ting er helt afgørende for at vi skal kunne opfatte kristendommen som troværdig og som en realitet.

Først dette at den kristne tro, sådan som den forkyndes os i det Nye Testamente, virkelig er forankret i historiske realiteter. Dette vil sige, at Kristus-hændelsen virkelig har fundet sted, og at de frelseshistoriske begivenheder såsom: Kristi liv og død, Hans kors, korsfæstelse og opstandelse, er kendsgerninger.

Dernæst må vi kunne stole på den nytestamentlige tolkning af disse tildragelser, der også var profeteret om i det Gamle Testamente. Det er ikke nok for os at vide, at Jesus fra Nazareth en gang har levet. Vi må vide og tro, at han er Guds Messias, dvs., at Jesus Kristus er den som Gud, himmelens og jordens skaber, har salvet og indsat som profet, ypperstepræst og konge til evige tider. Det er ikke nok for os at have kendskab til at Jesus døde, men derimod må vi have kendskab til dette meget vigtige, at Han døde for vores synder efter Guds Hellige Skrifter. Selve Jesu Kristi opstandelse bliver uden betydning for os uden dette forkyndelsens ord om, at Han blev oprejst fra de døde til vores retfærdiggørelse ved troen på Jesus Kristus, Guds Søn. (Rom. 3:30).

Vi ser altså, at det Nye Testamentes frelseskendsgerninger på det mest intime er sammenknyttet med det Nye Testamentes lære, der dog har sine rødder i det Gamle Testamente (Se Joh. 1:46, Rom. 1:2, 1. Pet. 1 : 10-12). Selve evangeliet, Guds frelsesbudskab til menneskeheden, kommer til os i denne dobbelte form: som et apostolisk vidnesbyrd og som en apostolisk lære, der er udsprunget fra profeternes og apostlernes grundvold og hvor hjørnestenen er Kristus Jesus selv, hvis lære egentlig kommer fra Jesus Kristus selv. (Efes. 2 : 19-20).

Og Paulus selv forkyndte det Nye Testamentes evangelium ud fra det Gamle Testamente, som skrevet står: ”……. fra tidlig morgen og helt til aften forklarede og vidnede han (Paulus) for dem (jøderne) om Guds kongerige, og ud fra Moseloven og profeterne søgte han at overbevise dem om Jesus.” (Apg. 28:23b). Se også Apg. 26 : 22-23 og Apg. 17 : 1-3, 10-12. Når det hedder sig, at Paulus samtalede med jøderne ud fra Skrifterne, og dem i Berøa ransagede Skrifterne for at tjekke efter, om det forholdt sig således som Paulus prædikede ud fra Skrifterne, så er der talen om det Gamle Testamente, der omtales som Skrifterne. På samme måde forholder det sig med Paulus’ brev til Timotheus hvor Paulus siger til Timotheus: ”……. og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus.(2. Tim. 3:15). Også her er der talen om det Gamle Testamente når Paulus siger ”De hellige Skrifter”. I hvert fald er der talen om Mosebøgerne, Salmerne og Profeterne.

Det har gennem alle tidsaldre været menighedens tro, at det Nye Testamente udgør en læremæssig enhed. Vi står altså ikke her overfor en samling skrifter med forskellige læreopfatninger som er indbyrdes afvigende der spreder sig i forskellige retninger. I det Nye Testamente er der nedfældet den lære-enhed som kaldes for Kristi ord, Kristi lære og apostlenes lære som de jo selvsagt modtog fra Kristus selv. Derfor er apostlenes lære Kristi lære og som før nævnt: bygget på profeternes og apostlernes grundvold hvor hjørnestenen (byggestenen) er Kristus Jesus selv. Derfor må al Nytestamentlig lære have sine rødder i GT eftersom Jesus selv sagde: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.(Matt. 5:17). Det Gamle Testamente peger mod Kristus, og Han er deres (lovens og profeternes) opfyldelse. Udtrykketloven og profeterneer altid en henvisning til hele det Gamle Testamente.

I det Gamle Testamente har vi dette udtrykket ”Herrens Engel”, og denne ”Herrens Engel” er ingen anden end selveste Jesus Kristus, Guds Søn. Vi møder dette navnet ”Herrens Engel” masser af gange i GT. Abraham, Moses og David samt alle de andre profeter i GT, fik jo deres evangelium fra Herrens Engel, dvs., Jesus Kristus. Derfor hedder det sig, at Jesu Kristi evangelium er udsprunget fra profeternes og apostlernes grundvold hvor Jesus Kristus er grundvolden selv. De fik det fra Ham. Jesus Kristus er selve grundvolden som Gud har lagt. (Se 1. Mós. 22:11, 22:15, 2. Mos. 3:2 og 1. Kor. 3:11).

Efter at Jesus var opstået fra de døde, viste han sig for disciplene og sagde bl.a. disse ord: ”Så sagde han (Jesus) til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne.” (Luk. 24 : 44-45). Vi må også være i stand til at tro og forstå dette vigtige, at Jesus Kristus eksisterede før Han blev undfanget som Menneskesønnen og Gudsmennesket i jomfru Maria’s modersliv. (Joh. 8:58).

Og hvor møder vi så Jesus Kristus i Det Gamle Testamente? Det gør vi mange steder og skal der henvises til nogen få af disse steder. Vi møder Jesus Kristus som Ild- og Skystøtten i 2. Mos. 13:21, som Guds Engel i 1. Mos. 31:11, som Herrens Engel i 2. Mos. 3:2, som Klippen i 2. Mos. 17:6 (se også 1. Kor. 10 : 1-4), som Pagtsenglen i Mal. 3:1. Vi har også et vidnesbyrd om Jesus Kristus i Ordsprogenes Bog. Her tales der om Visdommen som jo er Jesus Kristus jv.f. med Kol. 2:3. Men her i Ordsprogenes Bog er man nødt til at have den rigtige grundtekst (Hebrew Massoretic Text) for at forstå teksten rigigt. Grundteksten siger: ”Herren (Gud) havde mig (Jesus Kristus) i eje ved begyndelsen af sin vej, før sine gerninger i fordumstid.” (Ordsp. 8:22). Dette kan også oversættes således: ”Jeg (Jesus Kristus) var Herrens (Guds) ejendom ved begyndelsen af sin (Guds) vej, før sine (Guds) gerninger i fordumstid.Jv.f. med Joh. 1:1 og Joh. Åbenb. 1 : 4, 8. Altså. Jeg var Hans ejendom, og Han som er, som var og som kommer. Altså her skal man bide mærke i udtrykket ”Han som er, Han som var og Han som kommer.” Før Abraham var til, eksisterede Jesus Kristus, ifølge Jesu Kristi eget vidnesbyrd til sine egne landsmænd jøderne. (Joh. 8:58). Oversættelsen i de mange bibler vi kender, har en dundrende forkert ordlyd der siger: >Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig, som det første af sine værker dengang.”< (Ordsp. 8:22)  Men nej, Jesus Kristus er ikke skabt. Han er ligesom Gud, selveksisterende evigheds Gud, uden begyndelse og uden ende. Han (Jesus Kristus) har altid eksisteret ligesom Gud. Han var der allerede dengang Gud besluttede sig for at gå i gang med at skabe sine værker. Han (Jesus Kristus) er den sande Gud og det evige liv! (1. Joh. 5:20).

"Men vi ved, at Guds søn er kommet, og at han har givet os forstand, så vi kan kende ham, som er den Sande; og vi er i den Sande, i hans søn, Jesus Kristus. Han (Jesus Kristus) er den sande Gud og det evige liv." (1. Joh. 5:20). --  Derfor, hvis Gud, himmelens og jordens skaber, er en evig Gud der altid har eksisteret, da kan Jesus Kristus selvsagt ikke være skabt FORDI, skriften siger jo: "HAN ER DEN SANDE GUD OG DET EVIGE LIV!"

Evangeliet kommer altså til os i en ”lærdomsform”, (Rom. 6:17), og denne apostoliske lære er på den ene side en åndsinspireret tolkning af de historiske frelseskendsgerninger, og på den anden side en applikation (kapacitet til praktisk brug) af disse frelsessandheder for den troendes liv. Læren har altså her praktisk sigte. Den er både troslære og sædelighedslære (morallære), og den indeholder også både undervisning og formaning.

Den apostoliske lære er autoritativ. Den kommer til os gennem Herrens apostler, og den er homogen (ensartet). Det er den ene og samme Ånd som inspirerer alt. Budskabet er Guds evangelium og formaningen er Herrens bud.

Det er ikke kun enkelte deler af den kristne tro som i dag fornægtes af den moderniserede teologi, men netop denne kristne læreorganisme som helhed. Den konsekvente fornægtelse begynder med vantro overfor åbenbaringen og De Hellige Skrifter. Den indebærer en fornægtelse af Kristi person og værk, og kulminerer i ”Gud-er-død-teologiens” ateistiske fornægtelse af Guds eksistens.

Egentlig er modernismens fornægtelse af Gudstroen total, hvilket tydeligt kan ses i dets levestil samt dets falske lærdomme. Selvom de enkelte teologer og teologiske skoler m.m. hver for sig kan levne enkelte kristne læresætninger uanfægtet, er det rigelig med eksempler på, at den samlede moderniserede teologi fornægter alle den kristne tros hovedsandheder.

Modernismen benægter den bibelske skabelsesberetning og historien om syndefaldet.

Troen på Gud som himmelens og jordens skaber er det første led i den kristne tro. Denne første artikel er grundlæggende og central. Hele den bibelske frelseshistorie gælder temaet skabelsen, syndefaldet og genløsningen/frelsen. Skabelsestroen bygger, som al kristen tro, på Guds ord. De Hellige Skrifters lære om denne sag udtrykkes i Bibelens første vers: ”I begyndelsen skabte Gud himmelen/himlene og jorden.” Disse åbningsord i De Hellige Skrifter meddeler os den første store sandhed som Gud vil, at alle mennesker skal have kendskab til.

Vi står her overfor en guddommelig åbenbaringssandhed, ikke en formodning fremsat af menneskelig filosofi, men et guddommeligt selvvidnesbyrd. Den Gud som gør sig kendt gennem sine gerninger, gør sig her også kendt gennem sit hellige ord. Det er den evige skaber som her i skabelsesberetningen selv bøjer sig ned til sin skabning og giver svar på menneskets undrende spørgsmål om sin oprindelse og om tilværelsens grund. Svaret er dette ene: GUD, himmelens og jordens skaber.

At Gud skaber betyder, at den Gud som er fra evigheden, frembringer noget som ikke er Gud, men noget som er udenfor Ham selv. Han kalder det ikke-værende til eksistens. (Rom. 4:17). Gud bygger ikke verden af materialer som fra før findes udenfor Ham selv. Dette ville betyde, at det fra evighed skulle have eksisteret noget ved siden af Gud, noget som havde sin tilværelse uden Gud. Den Hellige Skrift er helt fremmed for en sådan dualisme. Gud er verdens skaber og ikke kun dens bygmester. ”Han som kalder på det, der ikke er til, så det bliver til.” (Rom. 4:17d).

I det Gamle Testamente skildres skabelsen i det mest ophøjede billedsprog:

Ved Herrens ord blev himlene skabt, og alle deres hære ved åndepustet af Hans mund. (Salm. 33:6 HMT).

Jorden med alle dens skabninger er et skaberværk af Hans hånd. (Job. 12 : 7-9).

Himlene og dets legemer er Hans fingres værk. (Salm. 8:4).

Fjeldene/bjergene har Han sat på hver sin plads, omspændt med vælde. (Salm. 65:7 HMT).

Vandene har Han målt med sin hule hånd, himlene med Sine udspændte fingre og samlet jordens muld i skæppe (et tøndeformet målekar), vejet fjelde/bjerge på vægt og høje i vægtskåler. (Es. 40:12).

Min hånd har grundfæstet jorden, og min højre hånd har udspændt himlene. [Når] Jeg kalder på dem, står de op [sammen] forenede. (Es. 48:13 HMT).

Ved du det ikke eller har du ikke hørt det? Herren er den evige Gud som skabte jordens ender. Han bliver ikke træt, han bliver ikke udmattet, hans forstand er uransagelig. (Es. 40:28).

Hvor var du da jeg grundfæstet jorden? Har du indsigt, så fortæl mig det! Hvem fastsatte dens mål? Ved du det? Eller hvem spændte målesnor ud over den? Hvor blev dens støtter sænket ned, eller hvem lagde dens hjørnesten, mens alle morgenstjerner jublede, og alle Guds sønner råbte af fryd? (Job. 38 : 4-7).

[Det er] Ham (Gud) som sidder på hvælvingen over jorden, og jordens beboere [er] som græshopper, [Ham] som [har] strakt ud himlene som et tyndt tæppe og breder dem ud som et telt til at bo i. (Es. 40:22 HMT).

……. Gud Herren, som skabte himlene og strakte dem ud, Han, som bredte ud jorden med det som gror på den, han som giver åndepust til folket som bor på den, og ånd til dem der færdes på den. (Es. 42:5).

Så siger Herren, din genløser, han som dannet dig fra moders liv: Jeg er Herren som gør alle ting, som udspænder himlene alene, og breder jorden vidt ud alene. (Es. 44:24 HMT).

Jeg har gjort jorden, og menneskene på den har jeg skabt, Jeg [har]. [Selv] Mine hænder har udstrakt himlene, og hele deres hær har jeg befalet. (Es. 45 :12 HMT).

Du (Gud) har grundfæstet jorden, og den forbliver. (Salm. 119:90b HMT).

For på seks dage gjorde Herren himlene og jorden, havet og alt det som i dem er, ……. (2. Mos. 20:11a).

Sådan skal I sige til dem: De guder som ikke har skabt himmelen og jorden, de skal blive borte fra jorden og ikke findes under himmelen. Han (Gud) er den som skabte jorden ved sin kraft, som grundfæstet jorderiget ved sin visdom og spændte ud himmelen ved sin forstand. Når han lader det tordne, bruser vandene i himmelen. Han lader skyer stige op fra jordens ender, sender lyn med regn og fører vind ud af sine lagerrum. (Jer. 10 : 11-13).

Åh, Herre Herre! Se, du er den som har skabt himmelen og jorden ved din store kraft og ved din udstrakte arm. Ingenting er for vanskelig for dig. (Jer. 32:17).  

Stjernehimmelen har Han udspændt som et telt over jorden. (Salm. 104:2).

Han (Gud) har udspændt himmelen så fast som et spejl af støbt metal. (Job. 37:18).

Han (Gud) har grundlagt jorden på havene og grundfæstet den på [hav]strømmene. (Salm. 24:2).

Han (Gud) grundlagde jordens fundament. (Salm. 104:5).

Han (Gud) hængte jorden op på INGENTING. (Job. 26:7).

Den samme skabelsestro hævdes fuldt ud i Det Nye Testamente. Verden har ikke haft nogen evig eksistens, men erblevet til”. (Joh. 1:3, Hebr. 11:3). Skabelsen er verdens begyndelse og udgangspunkt for al menneskelig tilværelse. Da blev verdens fundament (grundvold) lagt.

De …… løftet samstemmig sin røst til Gud og sagde: Herre, du som har gjort himmelen og jorden og havet og alt som er i dem. (Apg. 4:24).

 

Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som om han trængte til noget. Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo - for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi …….(Apg. 17 : 24-28).

 

Skabelsestanken gennemtrænger De Hellige Skrifter fra først til sidst, fra begyndelsen og til enden, og skabelseslæren er fundamental i den kristne tro. Det er derfor ikke mærkeligt, at verdslig filosofi går til angreb på denne kristne hovedlære, at Gud er himmelens og jordens Skaber.

Ganske naturlig vil sådanne angreb nu blive igangsat efter andre metoder end i tidligere tider. Det som er nyt i vores dages situation er, at angriberne opererer, ikke ud fra rent filosofisk position, men under dække af moderne naturvidenskab. Der er ingen tvivl om, at vi her står overfor et af de mest alvorlige angreb som nogensinde har været rettet imod den kristne tro.

Den konsekvente udviklingslæren er egentlig ateistisk tilværelsesfilosofi der forsøger at forklare skabningen og samtidig fornægte skaberen. Derfor ser vi også stadig i darwinistiske værker, at udviklingslæren stilles i modsætning til den bibelske skabelsesberetning.

Lad os derfor gøre som Skrifterne formaner os til: ”Mine kære, mens jeg nu er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige.” (Judas brev vers 3).

Må Gud styrke dig og velsigne dig i troens strid for Kristi evangelium!

HMT = Hebrew Massoretic Text